De 3 ben har tidligt i forløbet været en del af vores langsigtede strategi.
Som symbolik på de tre ben har vi et logobillede, som alle , der kender os, har set hundredevis af gange. Det er det, der er i vores nyhedsbrev, det har været på hjemmesiden. Vi har brugt det når vi har været ude og holde foredrag- det er altid det første billedet der starter presentationen. Det har været brugt når vi har sendt mail ud fra foreningen til medlemmer og ansøgninger til fonde mm .
Der er tre børn på billedet. Den midterste dreng stråler af glæde og siger, “Ja, jeg er i live, jeg blev fem år.” Pigen til venstre i billedet kigger frem under armen på ham , kigger hen foran ham og er nysgerrig for at se, hvad der sker dér. Kan jeg være med til det? Og så står der en pige ude til højre i billedet, eller til højre for ham, som er til venstre i billedet, står lidt mere skeptisk og kigger på det.
De 3 ben- Hospital, uddannelse og business.
Vi valgte at sige, at drengen repræsenterer hospitalsdelen, at man kan få behandling, at han er glad fordi han er i live. Pigen repræsenterer uddannelsesbenet på den måde, at hun er nysgerrig. Hun vil gerne lære noget, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at i mange tilfælde er det pigerne/kvinderne, der bærer ansvaret for familien, for børnene. Det er også dem, der er dygtige til at få uddannelse senere. Derfor ligger der en masse symbolik i, at det er en kvinde eller en pige, der står dér.
Den tredje, ude til venstre i billedet, kunne vi ikke rigtigt se, hvorvidt det var en dreng eller en pige, og brugte så den svenske model at sige, det er en ‘hen’, som siger: “Tag det nu lige roligt. Ikke al den begejstring der. Vi skal have styr på det,” som så repræsenterede det bæredygtige element, nemlig hvor kommer pengene fra? Det var så det entreprenante del, business delen altså at vi skulle lave virksomheder.
De her tre børn blev fanget af Søren på et foto i 2009, og det har vi brugt, mange af os. Jeg har altid brugt det som indledning. Det er altid det billede, der kommer først i mine præsentationer, når jeg er ude at holde foredrag. Jeg har holdt hundredvis af foredrag om projektet, og der er det den samme historie, vi fortæller. Det er de samme billeder, vi bruger, så det også er en ensartet og klar historie, som vi formidler ud.
Skæbnen var, at da vi var på Masanga i januar 2026, hvor vi nærmest var nede for at afslutte og sige tak for 20 fantastiske år, og meddele at vi( den danske gruppe Masanga.dk)trækker sig helt ud af projektet.
Søren Bo Steendahl er med igen. Han tog billederne i 2009, og han er nu med nede for at tage billeder i forbindelsen med vores afslutning. Vi kommer til at snakke om de her børn på det billede. Det kunne være sjovt, hvis vi kunne finde dem. Vi spørger nogle af dem, som vi kender rigtig godt, og de ved godt, hvem det er.
Vi fandt børnene.
I løbet af ganske kort tid så kommer drengen frem. Han bor i Masanga og blev blev meget glade for, at vi spurgte til ham og fortalte, at vi havde brugt de her billeder til at fortælle historien og til at skaffe penge til projektet. Vi syntes, det kunne være sjovt og interessant , hvis vi kunne se de her tre børn igen.
Vi kunne så se to af dem. Drengen i midten og den nysgerrige pige til venstre. Han bor som sagt i Masanga og er ved at afslutte sin gymnasie uddannelse. Hun bor i Makeni og studerer dér, og hun kom ud til os på Masanga, fordi hun hørte om, at vi var interesseret i at snakke med hende. Hun vidste ikke, hvad det handlede om. Pigen til højre på billedet bor og studerer i Waterloo og læser til sygeplejerske dér. Men hendes mor bor i Masanga og kom og repræsenterede sin datter. Jeg tror ikke helt, at hun forstod alt, hvad det var, vi forklarede, men vi prøvede at rekonstruere billedet og tog det.
Jeg lovede dem, at når vi kom hjem, ville vi beslutte i foreningen, at vi ville donere et beløb da vi gerne vil betale for, at vi har fået lov at bruge deres billeder. Jeg tror ikke, at vi spurgte dengang i 2009, men det var de selvfølgelig helt med på, og alt var i orden. Derfor har vi besluttet et beskedent beløb på 500 USD dollar til hver af dem, som support til deres uddannelsesforløb.
Det var spændende. Specielt pigen, den nysgerrige pige. Hun var også den mest nysgerrige af de tre, det er jeg sikker på. Hun læser, studerer Public Health på universitetet i Makeni og har været meget engageret og entusiastisk for at høre, hvad kommer der ud af det her, og hvordan kan vi bruge det.
