Udstilling om medicin i Sierra Leone af Farmaceuter uden Grænser (FuG)

Af Søren Post, FuG 

I oktober var Farmaceuter uden Grænser (FuG) tilbage på Masanga Hospital for at indsamle materiale til en udstilling om medicin i Sierra Leone. Efter flere måneders intenst arbejde står udstillingen nu og fanger opmærksomheden fra studerende og ansatte på Københavns Universitet.

FuG farmaceuter uden grænser

Hvert år dør 1 mio. afrikanere på grund af dårlig, forkert eller manglende lægemiddelbehandling. Årsagerne er mange og komplekse og skyldes bl.a. mangel på uddannet sundhedspersonale og manglende statslig regulering på lægemiddelområdet. Medicin er populært i lande Syd for Sahara – både som handels- og forbrugsvarer. Dette bevirker, at både håndkøbs- og receptmedicin forhandles på hvert et gadehjørne af både faglærte, men oftest også ufaglærte, sælgere. Medicin redder hver dag mange liv, men overforbrug og forkert brug af medicin har konsekvenser for folkesundheden både på kort og lang sigt. Formålet med aktiviteten er, at sætte fokus på salg og brug af medicin i udviklingslande.

Indtil 1. marts 2016 står udstillingen i kantinen på PharmaSchool, Universitetsparken 4, 2100 Kbh Ø, og er åben for alle interesserede i tidsrummet 8-16 på hverdage.

Herefter flytter den videre til Panum Instituttet, Blegdamsvej 3B, 2200 Kbh N, for derefter at vandre rundt mellem forskellige medicinalvirksomheder, for at skabe opmærksomhed på udfordringerne ved vestlig medicin i udviklingslande.

For yderligere information henvises til http://medicinesforlife.fug-dk.dk.

FuG farmaceuter uden grænser
Scroll til toppen