Spændende nyt fra Masanga Outreach

Et nyt år er skudt i gang og hos Masanga Outreach betyder det, at vores to nyansatte Outreach Officers, Aminata Kanu og Ibrahim Kamara, nu begynder deres arbejde med landsbyerne omkring Masanga og at vores nye Outreach afdeling på Masanga Hospitalet nu officielt er i gang.

Dette betyder yderligere, at vi netop har sendt to frivillige jordemoderstuderende afsted til Masanga. Formålet med turen er at afholde workshops i lokalområderne, afprøve læringsmetoder til fremtidig brug under arbejdet med landsbyerne, samt at bidrage til visionen om at Hospitalet skal være et læringssted, ved at afholde undervisning for hospitalets studerende og ansatte.

Forud for de to jordemoderstuderendes tur har der været et intenst arbejde med at få projektet på benene igen, efter at ebola i 2014 tvang projektet på stand-by. I november 2016 var projektleder Monica Lauridsen Kujabi og frivillig jurist Julie Boje i Masanga for at etablere en Outreach afdeling, ansætte vores to Outreach Officers med en uges intens oplæring samt etablere kontakt mellem Masanga Outreach og andre NGO’er i området, der også arbejder for bedre sundhed og at nedbringe dødeligheden blandt fødende og børn. Arbejdet var en succes og der var stor opbakning til projektet fra alle sider og flere NGO’er var interesserede i et samarbejde og vidensdeling med Outreach-gruppen.

Med et nyopstartet projekt og visioner om et bæredygtigt udviklingsarbejde i landsbyerne i de næste mange måneder, har Outreach gruppen hjemme i Danmark fokus på fundraising til de kommende projekter i landsbyerne og at støtte de to lokale Outreach Officers i opstartsfasen af deres arbejde.

Hvis du er interesseret i at bruge din faglighed og være frivillig i gruppen så tag et kig på vores hjemmeside.

Scroll til toppen