Sierra Leone Jungle Run 2011

Sierra Leone er et fattigt land med kun få store sportsbegivenheder der næsten alle har med fodbold at gøre. Derfor var sportspressen overraskende interesserede i Magburaka-Masanga Jungle Run 2011, og mig og Dr. Peter entrede i starten af juli adskillige tv- og radiostudier for at fortælle om hospitalet og løbet. Det var hektisk men sjovt, og til sidst synes jeg, at vi blev rimeligt garvede til at håndtere den nyvundne Sierra Leon´ske status som skærmtrolde.

Men lad mig nu fortælle lidt om selve løbet. Noget af det smukke ved løbsruten fra Magburaka til Masanga er de atypiske omgivelser. Den lerede vej er fyldt med sten og huller, og det gør den teknisk svær at løbe på og meget anderledes i forhold til de mere polerede asfaltstrækninger man ser i marathon-mekkaer som New York, Berlin og København. Derudover vil enhver der har besøgt Masanga kunne bekræfte, at omgivelserne er meget billedskønne. De høje Cotton Trees og palmer fungerer flere steder som et grønt tag over vejen, og de små landsbyer og Cassava-marker der passeres, vidner om at man for alvor er kommet på landet.

I år var det anden udgave af løbet, og folk kom fra hele Sierra Leone for at slås for æren, og præmierne som Hummel var venlige at sponsorere. Waterloo atletikklub mødte op med et hold af landets bedste løbere, og enkelte konkurrencelystige atleter fra Magburaka og Makeni stillede også op. Masangas unge mænd tegnede dog billedet i særlig grad, og det blev lidt af en folkefest, da de syngende ankom i en skolebus og registrerede sig. De mest overraskende deltagere var dog det professionelle fodboldhold Sheffield United fra Freetown, der til daglig spiller i den Sierra Leon´ske 1. division. De stillede op med 17 mand i deres mørkeblå holdtrøjer med et mål om at bevise, at fodboldspillere kan mere end bare at sparke til bolde.

Kl. 15.30 blev løbet sat i gang i gråvejr fra Magburaka, og selvom temperaturen lå et godt stykke over 30 grader og luftfugtigheden var omkring 95 %, var tempoet i lokomotivfart fra start af. Mange urutinerede løbere satte i fuld sprint de første kilometer, men de blev hurtigt overhalet af mere garvede løbere, der kunne holde et højt og stabilt tempo. Atletikklubben fra Waterloo viste sig hurtigt at have de hurtigste folk. Efter de første 5 km. lå tre af deres løbere på podiepladserne, og der blev de hele vejen til mål. Men bag dem var der også drama med løbere der udgik med dehydrering og skader, og intens kamp om de 50 første præmiegivende placeringer.

Kl. 16.19 løb den første deltager i mål i tiden 49.03, og da han passerede målstregen var det til klapsalver og jublen fra de mange indbyggere i Masanga, der var mødt op for at gøre dagen til noget specielt. Den næste løber kom ind 2.5 minut senere, og derefter kom deltagerne ind i en regelmæssig strøm. Mange af deltagerne faldt udmattede om lige efter målstregen, det var måske ikke så overraskende, da op mod en tredjedel af deltagerne løb i tynde plasticsandaler, hvilket ikke kan anbefales. Den første hvide mand til at passere slutlinjen var danske Erik Lohmann, der satte ny dansk løbsrekord med en imponerende tid på 56.25. Den bedste kvindelige løber kom fra Waterloo Atletik Klub, og hun kom ind som en samlet nr. 36.

Mit indtryk var, at løberne nød dagen og de mange præmier i fulde drag. Det gjorde jeg ihvertfald selv, og derfor satser jeg stærkt på at løbet skal være en årligt tilbagevendende sommerbegivenhed.  Jeg er derfor allerede på udkig efter en sponsor til næste års løb, så hvis du kender nogen der kender nogen, så tøv ikke med at tage kontakt.

Anders Mikkelsen ([email protected] – tlf. 40191084)

Billeder fra løbet:

Erik i elegant løbestil

 

Vinderen på vej ind mod hyldest i Masanga

 

En træt løber bliver modtaget ved målstregen

 

Glade dage i målområdet i Masanga

 

Scroll til toppen