Mennesker i Masanga 3 – Michael Jones

Michael Jones

I begyndelsen af 2011 ansatte Masanga Hospitalet Michael Jones som Finansiel Manager, og det har man bestemt ikke fortrudt. Michael Jones er en dygtig taler, og formår at sælge fremtidsvisionen om hospitalet på levende vis. Desuden har han et enormt netværk i Freetown, hvilket ofte kommer ham til gavn i hans arbejde.

Hvad vil det sige at være Finansiel Manager for Masanga hospitalet?
Som navnet lægger op til, arbejder jeg med de finansielle aspekter af hospitals-arbejdet. Jeg laver finansielle rapporter, budgetter, cost/benefit-analyser og måler cashflow. Disse opgaver og analyser bruger jeg til at lave strategiske fremtidsbeslutninger for hospitalet. I mit første år har jeg arbejdet på at udvikle et mere gennemskueligt regnskabssystem, der følger internationale standarder. Dette system er udviklet, så det skal være nemt at bruge, ikke bare for mig, men også for de andre managers på hospitalet. Da jeg kom til, synes jeg der manglede en smule struktur i systemerne. Hvis folk f.eks. ville købe noget til hospitalet, kunne de gøre det uden at redegøre ordentligt for, hvad det kostede, og hvad man fik ud af købet. Det sker ikke længere.

Du har et enormt netværk i Freetown. Hvordan har du bygget det op?
Hahaha. Det har også taget mange år. Jeg har været involveret i mange projekter og teams i Freetown, og det har selvfølgelig hjulpet. Jeg har fået en del politiske kontakter, da jeg arbejdede sammen med vicepræsidentens team omkring formuleringen af en ICT-politik i Sierra Leone (Information Communication Technology). Jeg indsamlede blandt andet datamateriale om emnet her i Tonkolili-distriktet. Så har jeg arbejdet for finansministeriet, hvor jeg lavede undersøgelser af folks forbrug her i landet. Begge steder har jeg selvfølgelig lært mange mennesker at kende.
Derudover har jeg været del af et musikprojekt, der hed Move Into The Beat. Vi var et team, der lavede en dokumentar om musikalsk kulturkrydsning imellem Europa og Afrika. Mange af dem jeg arbejdede sammen med på det projekt, holder jeg stadig kontakten med. Endelig har jeg deltaget fast i et program, der hedder Hiphop Pullover på Radio Kalleone, hvor vi diskuterede mange forskellige musikalske emner. Herfra har jeg mange af mine kontakter i pressen.

Hvor meget ved folk i resten af Sierra Leone egentlig om Masanga Hospitalet?
Mange mennesker ved at Masanga plejede at være et hospital for spedalske, men ofte tror de at hospitalet forsvandt efter krigen. Men i år har vi arbejdet hårdt på at rebrande og forny folks kendskab til hospitalet, og der har været mange indslag på TV, i aviserne og i radioen. Det har skabt en ny bevidsthed om hospitalet. Jeg talte med en kendt radiovært fra Radio Kalleone den anden dag. Han sagde: ”Michael, der er noget helt unikt omkring Masanga som ikke er fortalt endnu.” Hvis mænd som ham fatter interesse for projekter, kommer resten af landet helt sikkert også til det.   

Scroll til toppen