Mennesker i Masanga 16 – Pernille Andreasen

Pernille Andreasen er forkvinde i Masangas frivilliggruppe i Danmark og bestyrelsesmedlem. Her beretter hun kort om livet som frivillig i Danmark, og fortæller hvad det har givet hende som person at lave frivilligt arbejde. 

Pernille, tilbage i 2010 kunne du have taget på backpackertur til Thailand, eller dykkerferie i Australien. I stedet valgte du at bruge et halvt år på at arbejde i en lille fattig Sierra Leon´sk jungleby. Hvorfor dog det?
Jeg havde altid haft en drøm om at komme til Afrika og arbejde for Læger uden grænser eller en lignende organisation. Jeg var samtidig bevidst om, at jeg gerne ville have en uddannelse, eller i hvert fald være i fuld gang med en inden jeg tog til Afrika. På den måde tænkte jeg at jeg ville kunne yde et større bidrag. Derfor tog jeg afsted, da jeg var et godt stykke inde i mit studie.

Hvad lavede du så, da du var i Masanga?
Jeg var dernede på Nurse School projektet. Arbejdet gik ud på, at klargøre både de fysiske og praktiske forhold, samt at få de fornødne godkendelser der skal til. Jeg arbejdede både lokalt, regionalt og nationalt, og det var en stor men spændende udfordring.

Da du kom hjem til Danmark, blev du straks aktiv både i bestyrelsen og frivilliggruppen. Hvorfor?
Fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg synes at det er et fantastisk projekt, og hvis jeg kan bidrage til den videre udvikling, er det noget jeg gerne vil prioritere tid til.

Fortæl lidt om hvad det er I roder med i frivilliggruppen.
Vores primære opgaver er at finde, uddanne og pleje både de tidligere, nuværende og fremtidige frivillige. Vi prøver at sammensætte et forløb der forbereder de frivillige, så de får det bedste ophold på Masanga.

Hvad vil du sige, det har givet dig som person at lave frivilligt arbejde for Masanga?
Det har lært mig utrolig meget, både fagligt og personligt. Endvidere har jeg igennem Masanga mødte nogle virkelig skønne mennesker, som er med til at gøre arbejdet langt sjovere.

Scroll til toppen