Masanga DK søger praktikant i CSR og virksomhedspartnerskaber

Masanga DK søger praktikant til case om strategisk udvikling af virksomhedspartnerskaber. Stillingen kan også søges af specialeskrivere, både af projektgrupper og enkeltpersoner.

Har du strategisk flair og analytisk erfaring i markedsføring af idéer og salgspunkter? Har du mod på udfordringen i at analysere, formidle, repræsentere en lille ngo i udviklingen af virksomhedspartnerskab med giganter, og samtidigt direkte støtte udvikling i Sierra Leone? Så er en case hos Masanga DK måske en opgave for dig.

Om os

Masanga organisationen er en international ngo, der arbejder for at styrke sundhedssystemet i Sierra Leone igennem en bæredygtig 3-benet struktur, hvorigennem befolkningen får adgang til sundhed, uddannelse og job. Projektet genopbygger og udvider hospitalet i byen Masanga, opstarter virksomheder, der skal del-finansiere hospitalsdriften, og uddanner sundhedsfaglig personale til landets hospitaler. Målet er, at hospitalet skal være selvforsynende med uddannet personale og administrativt varetage hospitalsdriften i fremtiden.

Om casen

Inden Masanga hospitalet kan være selvkørende, skal den sidste organisatoriske udvikling, beboelsesbygning og de endelige infrastrukturelle forbedringer til, og det kræver en målrettet kampagne for at hverve virksomhedspartnerskaber, der forpligter sig til en flerårig samarbejdskontrakt. Derfor søger vi en praktikant, der ville give sig i kast med en case om Masanga DK, hvori man analyserer Masanga DKs bedste salgspunkter, researcher interessegrundlag i større relevante virksomheder, pitcher forslag til skræddersyede partnerskaber, der kobler Masangas mission med virksomhedens sociale og værdimæssige profil, udvikler salgsmateriale, faciliterer møder og præsentationer, skriver oplæg og udformer kontraktforslag. Vi søger en praktikant, der kommer med konkrete anbefalinger, udfører den omfattende virksomhedsresearch og udarbejder de CSR materialer, forslag, dokumentation og kontrakter, som skal bruges til at pitche til større virksomheder og ’sælge’ et erhvervssamarbejde med Masanga DK bedst.

Om dig

Vi forventer, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse, gerne indenfor CSR, virksomhedsstudier, samfundsvidenskab, markedsføring eller lignende på universitet eller handelshøjskole. Du har en analytisk og struktureret tilgang til dit arbejde og er åben overfor forskellige typer af opgaver og udfordringer. Du har en skarp pen og flair for markedsføring af idéer. Du er omverdensbevidst og har interesse i at hjælpe folk, og kan arbejde ubesværet på både dansk og engelsk. Derudover er du mødestabil, proaktiv og fleksibel, og du er ikke bange for at tage fat og løse diverse ad hoc-opgaver, som kan opstå i en lille organisation med store ambitioner.

Vi tilbyder

Vi tilbyder dig faglige udfordringer, realisering og implementering af et konkret projekt, kontakt til store spillere på det danske erhvervsmarked, samt enestående og betydningsfuldt ansvar. Der ville være stor mulighed for at udvikle vores fremtidige partnerskabsstrategi og præge samarbejdskampagner fremover. Du får chancen for at prøve dig selv af i en lille ngo med store ambitioner og kommer til at samarbejde med frivillige ildsjæle, som alle ønsker at redde liv og skabe udvikling i Sierra Leone.

Praktikperioden

Praktikken er i forårssemestret og løber fra den 4. februar med projektkonkludering i midt juni 2015. Arbejdstiden er 35 timer ugentligt, dog med fleksibilitet i forhold til dit studie. Praktikken er ulønnet, men vi sørger for frokost og forplejning på kontoret. Der kan forekomme møder i aftentimerne og weekender. Masanga DK, samt sekretariatet, har beliggenhed i Taastrup.

Ansøgning og ansøgningsfrist

Send dit CV og en ansøgning mærket ‘CSR case’ til Louise Ravn Christiansen på [email protected] senest torsdag den 15. januar 2015. Vi afholder samtaler kort derefter.

I ansøgningen skal du fortælle om din baggrund og motivation for at søge praktikstillingen hos os. For yderligere oplysninger er du velkommen til at klikke dig ind på vores hjemmeside www.masanga.dk og kontakte vores fundraiser Louise Ravn Christiansen på [email protected] eller tlf. 31427007.

Joseph2
Scroll to Top