Masanga DK og Aleris-Hamlet indgår samarbejde

En verden til forskel, en julegave til gavn

Den fælles interesse for kvalificeret sundhed har nu bragt Masanga DK og Aleris-Hamlet Hospitaler sammen. Aleris-Hamlet Hospitaler er Danmarks største landsdækkende privathospital, med afdelinger i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Herning og København. Aleris-Hamlet Hospitaler er samtidig en af Nordens førende aktører inden for sundhed og pleje, med aktiviteter i Sverige, Norge og Danmark, og koncernen beskæftiger i alt 9.000 medarbejdere.

Logo Hamlet

Aleris-Hamlet Hospitaler i Danmark støtter allerede Røde Kors i indsatsen for, at lære danskere livreddende førstehjælp. Nu ønsker Aleris-Hamlet, at involvere sig globalt og har valgt Masanga Hospitalet som konkret projekt, via Masanga DK. Og synergien er oplagt, mener vi i Masanga DK.

For Masanga DK var kerneydelsen oprindeligt at levere kvalificerede sundhedsydelser til Sierra Leones befolkning på Masanga Hospitalet. Dette selvsagt i samarbejde med den sierraleonske regering og det nærmest beliggende regeringssygehus. En forudsætning for at kunne levere vedvarende kvalificerede sundhedsydelser er et kompetent og kvalificeret sundhedspersonale, og her er den virkelige og langsigtede udfordring. Der vil gå mere end 50 år før, Sierra Leone selv har uddannet et tilstrækkeligt antal sundhedsfaglige på alle niveauer til, at kunne opfylde WHOs minimumsdækning af en sundhedssektor i forhold til patientpopulationen.

Studerende ved operationsbordet

Derfor er uddannelse, med etablering af Tonkolili District College of Health Sciences, nu blevet helt central for Masanga projektet. Her uddannes sygeplejere og sygeplejersker, og der er tilknyttet kirurgisk efteruddannelse for lokalt uddannede læger og Community Health Officers. Vores første hold af sygeplejersker er færdige i efteråret 2015, og vores kirurgiske kandidater cirkulerer allerede nu på landets forskellige hospitaler og indgår i mere end 50% af alle kirurgiske indgreb foretaget i Sierra Leone (!)

Samarbejdet mellem Masanga DK og Aleris-Hamlet Hospitaler vil derfor også omfatte en større årlig donation i en længere årrække. Med tiden ønsker vi også, at samarbejdet skal indebære specialister fra Aleris-Hamlet staben, der kommer til Masanga i kortere perioder, som eksterne undervisere i afgrænsede emner, i både teori og praksis.

Vi ønsker, at vi med dette samarbejde, kan skabe en interesse og et ejerskab blandt personalegruppen i Aleris-Hamlet koncernen og, at man tager Masanga til sig som noget centralt i Aleris-Hamlet måden, at lave sundhed på; at når vi laver sundhed, tænker vi både: i nord og i syd, højt ragende og lavpraktisk, en indleven og deltagelse i projektet.

Og der er der rig mulighed for. I 2015 vil det være muligt, at donere sin julegave fra Aleris-Hamlet Hospitaler til Masanga projektet således, at vores ansatte kan få løn og behandle patienter, undervise studerende og forebygge nye udbrud af smitsomme sygdomme.

Vil man gerne kombinere sin egen sundhed med øget sundhed i Sierra Leone, kan man blive Masanga Runner, hvor man via privat sponsorater kan løbe penge ind til projektet. Mener man at have et netværk, der kunne interessere sig for dette projekt, kan man lave webbaseret crowdfunding og således hjælpe med til, at sprede det gode budskab i kredse som Masanga DK måske ikke selv ville kunne have nået ud til.

RunnerT-shirt Runner

 

 

 

 

 

 

Mulighederne er nærmest endeløse. Vi mangler bare dig og dit engagement. Følg projektet på hjemmesiden, bloggen, Facebook eller via tilmelding til vores nyhedsbrev (nederst på hjemmesiden). For fremskidtet tilhører os alle sammen og fremad kommer vi. Fra Masanga-siden er vi stolte over og glade for, at en koncern som Aleris-Hamlet kan se det samme potentiale som vi ser i dette verdens mindste projekt, med verdens største vision. Velkommen om bord!

Scroll til toppen