Lønkonflikt på Masanga

Ebola har haft vidtstrækkende direkte og indirekte konsekvenser for Sierra Leone. De direkte konsekvenser er forfærdelige, vi kender dem alle og det er naturligt nok dem, der får mest spalteplads.

Vi har i Masanga Projektet, som en afledt effekt af krisen, trods alt kunnet glæde os over den stigende opmærksomhed Sierra Leone og andre skrøbelige stater har fået og det fokus der nu rettes ind på, at genopbygge og løfte sundhedssektoren fremadrettet.

Mange aktører er kommet på banen og mange penge er strømmet til landet. Vi anser os i denne sammenhæng som en noget mere langvarig aktør, der allerede gennem længere tid har leveret det som man nu efterlyser og vi glæder os til, at kunne samarbejde om det nu fælles mål.

Som en slags bagside har det store inflow af penge og aktører, der arbejder på mere kortsigtet eller akut basis, betydet, at lønningerne i Sierra Leone, specielt for sundhedsansatte, har fået et væsentligt løft. Dette er selvfølgelig i langt de fleste henseender positivt, men formegentligt ikke muligt at opretholde på lang sigt. Man har fra regeringens side indført en mindsteløn for sundhedsansatte, og hvor de store ngo’er sagtens kan udbetale dette eller højere beløb, har regeringen selv store problemer med, at kunne følge med økonomisk og mange steder udbetales lønnen slet ikke.

På Masanga har det betydet, at vores ansatte naturligt nok har fremsat ønske om, at vi også lever op til disse minimumskrav. CapaCare, som nu er UNFPA støttet og som har flere ansatte blandt de ansatte på Masanga, udbetaler lønninger, som er væsentligt højere end de lønninger vi kan præstere indenfor Masanga Hospital Rehabilitation Project. Vi finder det selvfølgelig helt rimeligt, da vi ved at vores lønninger er beskedne, og den store forskel der nu også findes inden for egne rammer er iøjnefaldende. Vi strækker os imidlertid så langt vi kan.

På general staff meeting d. 3/7 2015 kunne vi således, på vegne af den internationale bestyrelse, meddele en generel lønstigning på 25% til alle ansatte fraset ledelsen. Samtidig har vi dog måttet inddrage retten til gratis sundhed for hver af de ansattes fem udvalgte pårørende. Vi har desværre en bestyrket mistanke om, at ordningen blev misbrugt.

Lønstigning var stadig beskeden, sammenlignet med de lønninger man ser i andre ngo projekter, men ikke desto mindre det, vi har kunnet finde økonomi til. Det udløste desværre også, at vores nurse aide gruppe på 39 ansatte gik i strejke. Strejken forløb fredeligt med local unit commandor (politiet) og district medical officer som mæglere. Dog var det et stærkt signal til os om, at trods vores anstrengelser for at holde på vores ansatte gennem denne krise og trods vores opfattelse af dette som et fælles projekt for ansatte og frivillige for et fælles gode, er vores ansatte så pressede økonomisk, at vi er nødt til at gøre noget for at udbedre situationen.

Vi indgik et kompromis med yderligere lønstigning og en hensigtserklæring om, at nå minimumslønnen inden for maksimalt 18 måneder. Nurse aidesene vendte tilbage til arbejdet og var glade for løsningen. Den internationale bestyrelse er ligeledes vendt tilbage til arbejdet og prøver at udarbejde en plan for, hvorledes vi kan mobilisere de nødvendige ekstra økonomiske ressourcer til denne evig-svære post: driftsomkostninger.

Vi kommer ikke udenom, at måtte skære i arbejdsstyrken på længere sigt og der er udarbejdet en plan for dette, selvom det skærer os i hjertet.

Det er allerede nu muligt som sponsor at støtte en sundhedsansat. Den gennemsnitlige løn for en sådan har tidligere været 250 kroner om måneden. Det nye minimumsløn er det dobbelte. Vi er selvfølgelige taknemmelige for alle vores allerede eksisterende sponsorer, der støtter sundhedsansatte på Masanga, men udgiften er stigende og vi har brug for flere sponsorer. Læs mere om behovet her.

Med tiden skal flere og flere (og til sidst alle) vores sundhedsansatte være betalt af regeringen, men der er stadig lang vej endnu. Indtil da har Tonkolili Distriktets indbyggere fortsat brug for sundhed og for vores sundhedsansattes kompetente hænder.

Læs en hyggelig fortælling fra en af vores sundhedsansatte her.

Mabinty og Abibu

Mabinty og Abibu
Scroll til toppen