Jordemoderstuderende i Sierra Leone

I efteråret var den dygtige jordemoderstuderende Cecilie Dalsgaard Jensen to måneder i Masanga. Her videregiver hun nogle af sine oplevelser fra junglen. 

Det var med sommerfugle i maven, at jeg nysgerrigt kiggede ud af vinduet af den store hospitalsbil, som Abdul med sikker hånd fik kørt fra Freetown til Masanga. Aftenen før var jeg og de andre nye frivillige landet i Sierra Leone. Natten havde vi tilbragt på hotel i Freetown, og nu var dagen endelig kommet, hvor vi skulle se Masanga. Jeg havde inden afrejsen hørt, læst og forestillet mig ting om Masanga, men for mig, som aldrig havde været i Afrika før, var bare det at komme til dette smukke kontinent en oplevelse som ingen kunne forberede mig på. Sierra Leone tog mig med storm, og det skulle ikke blive sidste gang under mit 2 måneder lange ophold, at jeg blev taget med storm.

Efter en dejlig modtagelse fra de andre frivillige og en grundig rundvisning i Masanga Village begyndte arbejdsugen så småt.

Som jordemoderstuderende foregik det meste af min arbejdsdag på Maternity Ward og i Labour Room. På Maternity Ward var der 20 sengepladser som i det meste af den tid jeg var i Masanga, var fyldt op. De indlagte kvinder på Maternity Ward var en broget flok. Kvinderne var både indlagt her inden og efter fødslen. Nogle var indlagt inden fødslen pga. komplikationer i graviditeten, andre fordi de blot ønskede at være på hospitalet, når de gik i fødsel. Ofte havde disse kvinder nogle forfærdelige obstetriske historier bag sig, fx 4 dødsfødsler og ønskede derfor at have lægehjælp til denne fødsel.

Fødslerne foregik i Labour Room. Tit kom de fødende kvinder direkte hjemmefra, nogle havde planlagt at ville føde på hospitalet, andre kom fordi fødslen var gået i stå, og der var brug for yderligere assistance end det der kunne gives i PHU’en. Efter fødslen eller kejsersnittet kom kvinderne igen på Maternity Ward og barslede, med eller uden barn. For sådan var det jo desværre i Sierra Leone: De ulykkelige historier var ikke til at komme udenom. Og på hospitalet møder man som oftest de komplicerede tilfælde, som ofte er lange fødselsforløb med et dødt foster og/eller en alvorlig komplikation for moderen til følge. Alligevel herskede der en fælles stemning om at glæde sig, på sine egen og hinandens vegne, og hver gang en lille ny kom, til samlede alle kvinderne sig om vuggen for at beundre den nytilkomne. Det til trods for at nogle at kvinderne netop havde været igennem et sørgeligt forløb og mistet deres eget barn.

Jeg er meget imponeret over kvinderne på Maternity Ward. De lever med døden som fast følgesvend og alligevel synger, danser og klapper de sig igennem hverdagen.  De skælder ud og virker hårde, men samtidig holder de i hånden og tager sig af hinandens børn. Jeg har aldrig været så forvirret over, hvilke mødre og babyer der hører sammen, som jeg var på Maternity Ward, kvinderne danser syngende rundt med et barn som hører til i nabosengen. De er en imponerende samling kvinder, og jeg er utrolig glad for mine oplevelser.

Det var meget spændende og udfordrende at tage til Masanga og være dansk jordemoderstuderende uddannet i dansk hospitalspraksis. Jeg er blevet udfordret fagligt, kulturelt og ikke mindst menneskeligt. Der er ingen tvivl om, at det har været en kæmpe oplevelse.

 

Scroll til toppen