Husker Du – 1

Serien Husker Du lægger ud med en historie af Ingelise bøggild Jensen som har været med i foreningen  siden starten. Har været 2 gange på Masanga . Her skriver hun om hendes indtryk.

Skrevet af IngeLise Bøggild Jensen

Fem nedslag i en lang historie

1977
I sommeren 1977 deltog jeg i en international arbejdslejr i Sierra Leone arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke. Efter arbejdet rejste jeg rundt i landet og endte i landsbyen Gbamandu i Kono District, tæt på grænsen til Liberia. En masse held og tilfældigheder resulterede i en lokal ansættelse året efter, hvor Per, som var ingeniør, og jeg arbejdede med henholdsvis vandforsyning og mor-barn-sundhed.

Tiden i Gbamandu fik stor betydning både privat og for mit arbejdsliv. Jeg læste antropologi og pædagogik og havde en drøm om at komme tilbage til Sierra Leone som underviser. Mødet med Peter og Masanga så ud til at føre i den retning.

2006
En eftermiddag i sommeren 2006 kom min nabo ind med Sydkysten, vores lokale ugeavis, og spurgte, om jeg havde læst artiklen om Sierra Leone? Det havde jeg ikke. På forsiden var der en stort opsat artikel med overskriften “Håbets hospital”.

Artiklen fra Sydkysten i 2006.

 

Måske spiller min hukommelse mig et puds, men det er sådan, jeg husker det, og under alle omstændigheder fik artiklen stor betydning for mig.

Allerede nogle uger senere sad jeg i flyet sammen med Peter på vej til Freetown. Jeg havde senest været i landet i 1982 og vidste ikke, hvad jeg skulle forvente efter så mange år og en ødelæggende borgerkrig.

Det første møde med duftene, lyden af sproget, varmen og den røde jord var fuldstændig som før. Men Freetown var vokset fra 1 mio. indbyggere til 3. Slummen var klatret op ad alle skråninger; selv det tidligere fashionable kvarter op ad Hillcut Road var erstattet af blik og pap og et mylder af mennesker tilsyneladende uden arbejde.

Jeg besøgte Furah Bay College for at se, hvad den velassorterede universitetsboghandel havde af sundhedsfaglig litteratur, som måske kunne bruges i Masanga. Boghandlen eksisterede ikke længere.

Selv Lumley Beach, som jeg huskede som 5 km hvid uberørt strand, var nu én lang række af skure og skrammel, hvor folk på forskellig vis forsøgte at skaffe sig en levevej.

Det umiddelbare indtryk var forstemmende.

Men så var der også iværksætteriet, optimismen, den helt særlige evne til at få noget ud af alting – og en større grad af organisering, end jeg havde oplevet i 70’erne.

Masanga
I 2006 var hospitalsprojektet knapt kommet i gang, men Peter havde besøgt byen og hospitalet nogle gange og fremstod som personificeringen af håb og fremtid. Modtagelsen var overvældende – hundredevis af mennesker, begejstring, glæde, sange, danse, gaver, taler.

Da jeg kom tilbage i 2018, var det blevet hverdag…

De to uger i sensommeren 2006 var præget af energi og vilje til at få projektet i gang. Peters entusiasme og vedholdenhed var smittende. Peter havde møder med embedsfolk på alle niveauer, jeg var med som det tynde øl, og vi må have fornærmet mere end én højtstående person med vores mangel på indsigt i passende optræden.

Jeg husker især ét møde. Vi troppede op på sygeplejeskolen i Freetown for at tale med forstanderen. Jeg husker ikke, om vi overhovedet havde en aftale. I min erindring brasede vi nærmest ind på hendes kontor, hvor Peter meddelte, at han ville lave en sygeplejeskole i Masanga, og at han forventede hendes og skolens opbakning til det. Jeg kunne have gravet mig ned.

Men nogle år senere var skolen en realitet.

Mange andre samarbejder med forskellige myndigheder og fagpersoner tog sin begyndelse i de to uger. Selvom jeg ikke havde nogen rolle i de forskellige beslutninger, var det interessant at være med. Min oplevelse var, at folk blev blæst bagover af Peters energi og evne til at trumfe sin vilje igennem – og at det bar frugt.

Peter og jeg havde vidt forskellige faglige udgangspunkter. Peter var læge med stort L. Og K for kirurgi. Jeg var sygeplejerske med antropologi som grundforståelse og palliation som fagområde. Vi så forskelligt på alt. Det medførte mange virkeligt gode samtaler. Jeg talte for inddragelse og accept af lokale traditioner, og at ting måtte tage den tid, der var nødvendig. Peter havde målet tydeligere i sigte og havde bl.a. et argument, som jeg aldrig glemmer: at “døde børn kan ikke lære at læse og skrive”. Det var umuligt at sige noget til, og det afsluttede diskussionen om udviklingsstrategier.

Trods vores forskellige syn på udviklingens hvad og hvordan, så var det en fantastisk spændende tid, som engagerede en masse mennesker i helt konkrete bidrag med det formål at forbedre sundheden i Masanga.

I de følgende år holdt ‘sygeplejegruppen’ i DK utallige møder, hvor vi udarbejdede materiale om alt fra organisering af sygeplejeuddannelser på flere niveauer til oversigt over indhold og litteratur. Om det nogensinde blev brugt, ved jeg faktisk ikke… Men vi var mange, der gjorde os umage.

Min indsats forblev på sidelinjen. Jeg kunne ikke følge med. Tempoet var for hurtigt for mig.

2018
Bettina, som var hygiejnesygeplejerske, og jeg ankom til Masanga lige efter nytår. Vi var sejlet fra Lungi til Freetown og havde tilbragt nogle dage der. Dels ville jeg gerne vise Bettina hovedstaden, dels vidste jeg ikke, at der var lavet vej direkte fra Lungi og op i landet…

Hostel i Masanga var ikke til at kende. Tidligere var det smukt hvidt, nu var det malet gult. Der var ingen mennesker, men det rygtedes naturligvis hurtigt, at der var ankommet to midaldrende kvinder, som nogen måtte tage sig af, og inden længe var der indtil flere Aminata’er til at hjælpe os på plads.

Stedet var misligholdt, flød med affald, toiletterne virkede ikke, der var ikke vand i hanerne. Vi gik i gang med at rydde op og gøre rent og talte om kunsten at balancere ønsket om diverse bekvemmeligheder med muligheden for at vedligeholde det hele. Om hvor meget organisering, kunnen og ansvarlighed det kræver at have rindende vand og fungerende toiletter. Alting blev dog hastigt bragt i orden, da de hollandske læger meldte deres ankomst.

Bettina og jeg havde forskellige opgaver. Bettina arbejdede meget sammen med Signe, som havde hospitalshygiejne som sit fokusområde. Jeg skulle evaluere OutReach projektet sammen med Aminata Kanu, som stod for det daglige udkørende arbejde. Vi kørte meget på motorcykel. Jeg elskede det.

 

Aminata og Ingelise i Outreach outfit

Jeg elskede også at se Aminata arbejde. Trods sin unge alder besad hun en stærk autoritet, og hun var respekteret i alle de landsbyer, som var omfattet af projektet.

Arbejdet med evalueringen var en fin proces. Aminata og jeg diskuterede mange store og små aspekter af arbejdet, men jeg er i tvivl, om nogen læste rapporten, end sige at den blev brugt til noget.

2025
Helt tilfældigt mødte jeg Peter en aften i november til en teaterforestilling om Mogens Amdi Petersen. En af Amdis replikker lød: “Det er ikke nok at have gode ideer. Man skal også handle på dem”.

Det er nok det, jeg mest af alt vil huske Masangaprojektet for: den helt utrolige vilje til at handle.

Jeg har fulgt projektet i alle årene og er taknemmelig for at have været en lille del af det.

Ingelise

Blå bog – Ingelise Bøggild Jensen

Ingelise Bøggild Jensen uddannet sygeplejerske.

Hun har tidligere beskæftiget sig med mor-barn sundhedsarbejde i Sierra Leone, Vestafrika.

Medlem af Masanga.dk fra 2006 og 2 gange i Masanga 2006 og 2018.
Med i sygeplejegruppen og senere på evaluerings tur for outreach gruppen.
Efter knapt ti år som sygeplejerlærer var hun med i de første 12 år på det første hospice i Danmark.

Endelig er hun Master i Sundhedsantropologi.

 

 

 

Husker du-1
Scroll to Top