En medarbejder fortæller – Emma Massaquoi

Emma Massaquoi er 39 år og bor i Masanga. Hun har 2 børn der er under uddannelse, og derfor bor hos deres far i Freetown. Hele Emmas familie – og hendes kæreste – bor desuden i Freetown. Emma er også selv opvokset i Freetown og tog den første del af hendes uddannelse som sygeplejerske der.

Efter krigen arbejdede Emma for Læger Uden Grænser i Magburaka, hvor hun var ansvarlig for deres underernæringsklinik. Hun har også arbejdet for andre organisationer, blandt andet united nation High Hommission for Refugees, hvor hun var patruljerende sygeplejerske. De hentede flygtninge hjem efter krigen og Emma tog sig af dem under transporten.

Det var via hendes arbejde for Læger Uden Grænser, at Emma mødte Peter Bo Jørgensen, stifteren af Masanga Organisationen. Masanga Hospital var på det tidspunkt åbnet, men kun som ambulatorium. Derfor kom Peter Bo Jørgensen til Magburaka og assisterede ved operationer. Han prøvede at få Emma til Masanga for at arbejde her, men Emma ville i første omgang hellere til Freetown igen, fordi det var der, hendes familie var. Først ville hun dog læse en diplom-uddannelse i folkesundhedsvidenskab i Makeni og pludselig passede det så perfekt med et arbejde i Masanga der kunne støtte hendes studier økonomisk. Da hun var færdig med studiet, ville hun stadig gerne til Freetown, men lægerne i Masanga havde brug for hendes hjælp her, så hun besluttede at blive.

I dag har hun stort ansvar på hospitalet, hvor hun bl.a. er ansvarlig for underernæringsklinikken. Hun har en del af det overordnede ansvar for alle sygehjælperne på hospitalet og også noget af det andet sundhedspersonale, herunder laboratorieteknikerne, rengøringspersonalet og køkkenpersonalet. Derudover udarbejder hun arbejdsskemaer og har faste vagter på hospitalet.

Emma kan rigtig godt lide sit job. Det udvikler hende, fordi der er en masse forskellige sygdomstilfælde, hvilket får hende til at arbejde hårdt. Desuden er det et godt arbejde, fordi hun hjælper med at redde folks liv, og fordi hun får lov at arbejde med mange forskellige medicinske faggrupper med mange forskellige idéer.

Emma mener, behandlingen her i Masanga er bedre end på andre hospitaler. Sygehjælperne her kommer på arbejde hver dag. Man kommer og går ikke bare, som det passer én, ligesom man gør på nogle af de statsejede hospitaler. Det handler om, at der er konsekvenser her på hospitalet, hvis man ikke dukker op. Man kan for eksempel få fratrukket en fridag, hvis man bliver væk fra den månedlige hovedrengøring. Der er et højt niveau af respekt for autoriteterne her og mere disciplin.

Emma drømmer om at læse videre i fremtiden. Hun vil gerne enten læse en højere national diplomuddannelse i folkesundhedsvidenskab eller administration i Makeni, samtidig med at hun kan fortsætte sit arbejde i Masanga.

Skrevet af Mette Fuglsang

Scroll til toppen