Den sidste tur til Masanga
Den vemodige sidste tur her i januar 2026. Glædesfuldt og med tårer i øjenkrogene.
Der har været planlagt forskellige seancer her i december 25 og januar 26.
I forbindelse med, at byggerierne som var sponsoreret af den hollandske gruppe AFAS gennem Masanga NL, var færdiggjort, skulle dette afsluttes. Det fandt i slutningen af december. Det var en del af den femårsplan, MHRP lavede med AFAS helt tilbage i 2021. AFAS var indstillet på at donere et stort beløb til at få færdig gjort hospitals bygningerne, nogle skulle renoveres, nye skulle opføres og målet var at overlevere de færdig renoverede og nybyggede hospitalsbygninger -klar til at overgive til regeringen. En fin og optimistisk tilgang .
Men det var også en donor, som stillede lidt ubehagelige krav til os som organisation
Og som stillede krav til ny ledelse lokalt og på Board niveau- ja nærmest bad os om at steppe ned, fordi vi ikke havde forstand på det, som vi drev med. Det er jo en fornuftig, fantastisk tilgang til samarbejde ! Men ikke desto mindre lykkedes det dem, fordi vi kunne ikke sige nej til en donation på omkring ti millioner danske kroner. Så der valgte vi selvfølgelig at flytte os lidt, så andre kunne komme til. Det blev så også indirekte en del af den fremskyndelse for at få regeringen eller Sundhedsministeriet til at tage tingene alvorligt. At sundhedsministeriet ville deltage i den konference, som vi havde planlagt til at afholde i januar 2024. En 3 dages konference, som endte med, at vi blev enige om, hvordan transitionsplanen skulle forløbe over de næste to år, så der var en overgang til, at regeringen overtog det hele.
De ting spillede lidt sammen. så vi vidste, at AFAS ville ned i december 2025 for at fejre det, de havde lavet de mange fine bygninger, og give det videre til ministeriet og til projektet. Jeg ved ikke helt, hvem det er, de giver det til, men det foregik i den sidste uge i november. Måske lidt den samme dag, som der var Wouter run. Det årlige løb, Jungle Run, som det hed i begyndelsen og senere blev til Wouter run, en løbe event, hvor man samler penge ind til projektet.
De var dernede, og alle var glade, og de blev fejret og hospital bygningerne blev fejret. Det foregik der i december. Alt var helt fint.
Jeg vidste, at der skulle være en evalueringskonference af transitionsplanen i slutningen af januar. Derfor valgte vi at lægge vores tur til Masanga i begyndelsen af januar. Det var centreret omkring den planlagte graduation den 10. januar, hvor der skulle gradueres 250 sygeplejersker, inklusiv de første 25, der havde fået en bachelor in Nurse Education samt de første mental healthg diplom certificeret kandidater. De fik også deres certifikat ved graduationen.
Vi var enige om, at en gruppe fra bestyrelsen tog ned, og andre, som ville med, tog med til graduation. Det betød, at vi var en pæn gruppe, og vi havde lavet et pænt program. Vi ankom til Masanga om fredagen den 9 januar og der fik vi en fin rundtur af dr. Kano. PhD studerende og manager på MMRU, (Masanga Medical Research Unit). Dr Kano Sierraleonsk læge, er i gang med en PhD og arbejder på Research Unit i Masanga. Meget fint, at han gav sig tid til det. Blev meget imponeret over ham. Meget taknemmelig for det.
Det viste sig, at i slutningen af ugen efter skulle der være evalueringskonference, og den var rykket lidt tættere på end det, vi havde fået at vide. Vi havde egentlig ikke tænkt os at være der, når det fandt sted, fordi vi ikke ville virke, som om vi interfererede eller var ude på at forårsage komplikationer. Da det skulle starte om torsdagen på Masanga, hvor ministeren og alle de høje herrer fra ministeriet skulle komme ud og indvie de nye bygninger, skulle Emergency officielt indvies nu. Ministeren, selvom vi allerede tilbage i 2023 var i gang med at indvie det, fordi det var bygget færdigt, men ministeriet havde dengang ikke kommet med hverken personale, udstyr eller ting, der kunne gøre, at vi kunne starte emergency-afdelingen op. Sundhedsministeriet har endnu ikke bevilget noget udstyur medicin til denne funktion. Der er medarbejdere som er kommet på regeringsløn men ikke specifikkt medarbejdere der er allokeret til traume behandling.
Det var en ny afdeling med plads til 50 patienter, en lidt overdimensioneret akut modtagelse til et junglehospital. Men det er fint, og der er kommet fokus på, at vi skal være et traumecenter. Der skal være 4 store traumeenheder i landet, og vi skal være et af dem, selv om der ikke er nogen vej ud til hospitalet. Vi må se hvordan det kommer til at gå.
Det skulle være et stort møde om torsdagen d 15., og om fredagen den 16. skulle de ind på Wusum Hotel i Makeni og diskutere videre, hvad der skulle ske.
Vi valgte at blive til torsdag formiddag, hvor vi får interview med nogle af de folk, som er partnerne, som kommer. Det vil sige fra German Doctors, Kristine Winkelmann, for research sygehusmediciner professor Grobusch, og Håkon Balkan fra CapaCare.
Vi kunne også aftale et interview med Alpha u. Sesay, som tidligere arbejdede for IBIS, som nu er med i College, TDCHS, bestyrelsen og sidder som repræsentant for TDCHS i den midlertidige overgangsstyre for hospitalet,. Her syntes det som alle andre end os selv arbejder meget på, at College ikke har noget at gøre der. Så der er nogle konflikter, som ikke kommer til overfladen.
Vi havde en fantastisk tur, hvor vi som sagt blev vist rundt om fredagen. Lørdag var vi med til graduation. Fantastisk flot arrangement, og Foday, vores bestyrelsesmedlem fra Sierra Leone, havde taget sin familie med, hans to døtre og to børnebørn. De var også med rundt om fredagen og var med på arrangementet om lørdagen, hvor Foday fik flettet ind i programmet, at den danske gruppe var her og skulle presenteres . Det var os, der havde skabt det her store projekt, og derfor blev vi hyldet i forbindelse med graduationen. Det var ikke helt efter planen, og det var heller ikke noget, hverken jeg eller andre fra bestyrelsen havde ønsket. Det var et selvbestaltet indslag fra Foday. Det virkede også okay og var fint, og det blev ikke overdrevet og fyldte ikke så meget. Det var fint nok.
Det var selvfølgelig fordi, at Foday og hans familie havde brug for at sætte et aftryk og afrunde det her fra deres side, og at de havde spillet en aktiv del i hele processen. Et fantastisk arrangement i øvrigt. Efter arrangementet tog vi ind til Magburka og besøgte Foday og hans familie der, som holder til i Kanamangas hus, Paramount chiefen for Kwalifa.Rowala Chiefdom.
Det var en afrikansk middag, med hans familie og hans søster Safi, som vi kender udmærket. Hun er Contractor og har bygget en del af bygningerne og de nye afdelinger på hospitalet.
Den nye Paramount Chief i området Joseph Tholley, kom også og han kender naturligvis familien Sankoh osv. Han var der også. Det var meget hyggeligt og en meget fin måde at slutte af på sammen nede i Sierra Leone med Foday-familien, som har hjulpet os på mange måder over en meget lang periode.
Det er hele perioden, altså de tyve år fra starten, at familien har været indvolveretfordi det var Fodays søster Safi, der var contractor, som dengang var gift med vice sundhedsministeren, som derfor formidlede, at vi fik direkte adgang ind i Sundhedsministeriet til at forhandle om at få lov til at genopbygge hospitalet.
Så det var ligesom, da vi fik bundet enderne godt sammen her, og jeg fortalte den historie om, hvordan vi kom i kontakt med dem. Det var et ganske elegant arrangement.
Om aftenen havde vi college-afslutning med goodbye party for Mr. Fornas, som har været med i mange år på college, og han gik på pension, og den nye rektor har taget over. Det var rigtig hyggeligt, omend Mr. Forner var noget trykket over situationen og kunne måske ikke helt feste igennem. Der havde været nogle konflikter, som aldrig rigtig var blevet løst.
Søndag havde vi et stort og udmærket bestyrelsesmøde på College, og der var flere springende punkter, som skulle diskuteres. For det personlige perspektiv måtte jeg meddele College, at jeg ikke kan sidde i College bestyrelsen, da Masanka DK lukker, og jeg kan ikke, hverken vil eller kan sidde der som enkeltperson. Det har vi altid været imod. Det skal være, fordi man repræsenterer en gruppe, institution, firma, som er med i projektet. Eftersom jeg oprindeligt repræsenterede MHRP, som nu er naturligt opløst, eftersom vi trak os ud med virkning fra august 2025, så er der ikke rigtig mere at gøre der.
Mange har bedt mig om at blive og fortsætte. Det er også meget svært at slippe noget, man har været med til at skabe, som på mange måder er meget vellykket og på andre måder konstant indeholder udfordringer og konflikter, som kan være vanskelige at løse indimellem. Men vi fandt et rimeligt kompromis, at vi, i og med at der har været så store udskiftninger i bestyrelsen, skal lave en ny konstituering af bestyrelsen.
Vi fik dog ikke nedsat en arbejdsgruppe, der skulle tage sig af det, så her må jeg medvirke nok til selv at facilitere. Jeg rykker ud af den oprindelige bestyrelse, og så indsætter vi et advisory board. Det er meget almindeligt brugt alle mulige steder. Det var egentlig også sådan, det havde været tænkt i starten, at der skulle være en form for Advisory board både for hele hospitalsprojektet og for college. Den model vil vi beskrive, og vi var enige på mødet om at der skulle jeg have en plads.
Ansvaret vil ikke ligge hos mig eller den danske gruppe, men hos selve bestyrelsen og den ledelse, der bliver ansat på college. Det syntes vi var et rimeligt kompromis.
College boardet nåede ikke at komme ind på dybere detaljer om strategi og, hvad der skal ske videre, hvordan vejen videre skal være mod universitetsstatus og hvilke uddannelsesprogrammer der skal implementeres.
Efter det forløb dagene med at komme rundt og se de forskellige aktiviteter på hospitalet. Vi havde lagt en plan for det, så vi fik filmet de forskellige områder, og vi fik lavet interview med en række vigtige aktører i projektet. Vi syntes, vi kom godt rundt om alt det.
Torsdag, hvor ministeren og de store herrer kom, fik vi filmet, at de gik ind i den nye store conference hall, som er blevet bygget, og skulle holde den første del af evalueringsmødet der, inden de skulle rundt og klippe snorene over på de forskellige bygninger, som skulle indvies. Mens de gik ind i conference hallen, trak vi os stille og roligt tilbage og forlod Masanka med retning mod lufthavnen.
Fantastisk tur, fantastisk energi vi har oplevet dernede. Utroligt megen glæde. Selvom der er mange nye ansigter, som ikke helt ved, hvem vi er, så er der også mange gamle, som udmærket ved, hvem vi er. Det var en blanding af nye og gamle, der blev konfronteret med os, og det var også dejligt.
Selvom vi har sagt, at vi ikke ville hyldes på nogen måder, blev vi inviteret til et staffmøde på hospitalet mandag morgen, hvor størstedelen af gruppen stadig var der. Vi blev præsenteret for alle medarbejderne, at det var os, der stod bag hele projektet, og vi blev takket og fik en fin træplade med Masanka DK og “thank you” og sådan, meget fint. Vi sagde selvfølgelig tak, fordi vi fik lov at være der. Det var meget kort og enkelt. Ikke noget stort og fint. Det var absolut tilpas.
Jeg syntes, det var ærgerligt, at vores forkvinde Susanne og vores mangeårige trofaste medlem af bestyrelsen Inge Hass, som var dernede for første gang, ikke lige var med der og fik den gestus fra ledelsen og medarbejderne. Men vi bringer det her med videre.
Alt i alt en fantastisk tur, hvor vi fik set, hvad vi havde skabt igennem årene. Der er stadigvæk udfordringer, men vi er sikre på, at den nye ledelse, som består af ministeriet og folk fra det lokale distrikt i samarbejde med partnerne, kan løfte hospitalet ind i fremtiden.
