Solceller til junglen.
Af Thorbjørn Villesen
I starten af april rejste jeg til Masanga efter lidt mere en to års forberedelse. Merkur Bank havde generøst doneret 410.000 kr og derved med et slag givet projektet eksistens. At fundraise pengene, få indkøbt materialer og afsendt havde været hårdt og frustrerende arbejde, men nu var jeg pludselig afsted. Projektet blev til virkelighed.
I Masanga blev jeg mødt med stor begejstring. Historien om manden, der bringer strøm til Masanga, var løbet i forvejen, og allerede inden jeg satte foden på den støvede parkeringsplads i skyggen under Hostels dejlige, store Mangotræ, kendte alle mit navn. Jeg skal ærligt indrømme at jeg sank lidt i mine såler under ansvaret af disse forventninger, men samtidig bekræftede det også hvor stort et behov projektet ville kunne udfylde. Der var mening med mine næste tre måneder i junglen.
Arbejdet begyndte næste dag med mit første og eneste morgenmøde med lægerne. Slavisk gennemgang af syge menneskers skavanker er ikke lige mig, så det glædede mig at resten af mine morgenmøder var med mine syv gæve gutter (Stop, AJ, Etoo, Readone, Alimande, Jebriel og Lanzana) under åben himmel, sved på panden og med jokes flyvende på kryds og tværs igennem luften. Jeg har måske været heldig med de folk jeg fik ansat, men jeg tror samtidig det er lykkes mig at motivere dem godt til arbejdet. Jeg mener der er en vigtig lektie i denne historie. Den lade Afrika-arbejdsindstilling, jeg var blevet forberedt på hjemmefra, har jeg ikke haft problemer med. Alle syv mænd arbejdede hårdt og koncentreret dagen lang, helt ubemærket af den ulidelige hede der hamrede ned fra den ubarmhjertige sol over os. Mr Stop ansat som formand for sjakket. Han var ansvarlig for at hyre og fyre, for at der blev arbejdet hårdt og vigtigst af alt for at alle var tilfredse og havde de ting de skulle bruge. Det sidste mener jeg gør en verden til forskel i Afrika. Her er man ikke vant til at kunne spørge the Bossman om noget og slet ikke til at udvise initiativ og komme med konstruktive forslag. Samtidig kan man ikke komme som en hvid konge og forvente at gøre tingende som man kan derhjemme. Hvordan blander man 5 ton cement uden strøm? Graves sand op af floden af en nøgen mand med en kano siger du? Kan man ikke købe mursten, jamen hvad så? Virkeligheden er så anderledes at man som fremmed er helt afhængig af at de ansatte tager initiativ og fortæller om de lokale metoder. Det tog lidt tid at nedbryde muren imellem ansat og Bossman (mig), men efterhånden begyndte der at komme forslag til mere effektivt værktøj, en radio til byggepladsen, ændringer i arbejdsrutinerne etc. De har flere gange fortalt hvordan denne følelse af ansvar har motiveret dem mere end noget andet byggeprojekt de har været involveret i.
Med disse gode, motiverede mænd bag skovlene fløj arbejdet afsted, og allerede efter to en halv måned løb vi tør for arbejde. Solcelle projektet er nu næsten færdigt, men afventer for tiden den sidste container med selve solcellerne og noget teknisk materiel. Jeg rejser tilbage og afslutter det sidste arbejde, når situationen i landet er under kontrol. Det bliver en fest på Masanga Hospital når strømmen sluttes til og lyset skinner romantisk igennem træerne uden lyden af en tonstung generator i baggrunden.
Skriv en kommentar