Nyt liv kommer til verden! læs om liv i junglen!

Formand, Peter Bo Jørgensen, er stadig i Sierra Leone, ved Masanga hospitalet. Vi har modtaget følgende updates fra den smukke jungle! .. Og hvilken historie!

Tirsdag d. 1.02.2011
Besøg i dag af DMO, District counsil head of health, district health sister og social mobilisation
Et godt møde, 3 timer incl guided masanga tour, og enighed om at mødes igen for at etablere den kommende skole sammen og arbejde henimod governmental involment- super. Ministeren kommer på beøg på Magburaka torsdag og måske herud.
Hertil aften uventet besøg fra Njala universitet, som står for CHO uddannelsen i landet (Community Health Officer, den lille afrikanske læge uddannelse). De havde været til møde med ministeren for 2 dage siden, for at diskutere CHOs rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Ministeren havde anbefalet, at de kontaktede os om et samarbejde omkring uddannelse i kirurgi for CHO.
Tempoet er pænt, og når vi er tvivl sætter vi tempoet op!!
De bedste hilsner
dr. peter
Tirsdag aften (onsdag nat)
Når dagen slutter med glædes tårer, er vi tættere på lykken end vi aner.
Det er en helt almindelig tirsdag aften, og lyset slukkes snart, da dr. AnneMarie kommer forbi, for at hente vores kirurgiske lære-drenge. En kvinde som er 3. gangsfødende skal forløses med et kejsersnit. Annemarie nikker over til mig ” you can come if you like – but you dont need to!” Okay tænker jeg, sender de sidste mail og afslutter det jeg er igang med. Jeg finder lygten frem, og bevæger mig gennem det lille stykke mørke jungel ned til hospitalet. Jeg kommer ned på operations gangen, og de er så småt i gang. Kvinden ligger på operationslejet, og de er ved at vaske sterilt af forud for den kirurgiske afdækning. Lægerne er omklædte i de grønne kitler, de er klar. Lære-drengene er klar til at modtage barnet og evt. foretage den nødvendige genoplivning eller bare understøtte livsvigtige funktioner. Narkosen er klar til at give bedøvelsen og til at holde øje med kvinden undervejs. Udenfor er der mørkt og stille, familien venter spændt udenfor opertionsgangen og flere af vores ansatte fra lansbyen dukker op. De holder sig orienteret og er i nærheden, hvis der bliver brug for ekstra hænder. På stuen er vi klar, alle klædt i grønt. Nu er kvinden helt dækket med det store grønne afdækningsstykke med hullet i midten. Kun maven, den store spændte mave glinser og operationslampens lys focuseres på feltet.
Irurgne har kniven i hånden, og i et kort sekund står tiden stille – alle focuserer. Lukker øjnene, trækker vejret dybt og roligt.
Vi beder -
vi lukker den ydre verden ude og fortrænger mørket – går ind i vores indre. Focuserer. 
Alle forstyrrende tanker og bekymringer bliver temporært lukket ind i en boks, som vi lægger væk. Vi beder om styrke til at gøre vores bedste, og vi er klar – Amen. Kirurgen sætter kniven i, roligt og sikkert, men også hurtigt og bestemt gennem bugvæggen ind i bughulen, til livmoderen står flot frem og venter på at blive åbnet.
Få sekunder senere dukker en fint hoved frem, og ud kommer en stor flot dreng. Navlesnoren bliver cuttet og drengen kommer skrigende over til lære-drengene, som sikrer frie luftveje. Han forsætter med at skrige godt igennem. Et forløsende skrig, som alle elsker at høre. Han får fine point på apgar scalaen. Stemningen er god, barnet er i live og moderen har det fint. Operationen er ved at være slut. Alle arbejder og følger rutiner og manualer, men der er plads til grin og smil, small talk og refleksioner. Lære-drengene gennemgår forløbet med lægerne: hvad var grundlaget for beslutningen om kejsersnit, de kliniske observationer, kunne det være gået anderledes eller på en anden måde, hvad kunne vi have gjort bedre?
Jeg trækker mig stille og roligt tilbage og bevæger mig ud den mørke jungel igen. Det er varmt og fugtigt, og jeg sveder hele tiden. Det gør man hernede, og det er jeg vant til. Men da jeg går gennem mørket, mærker jeg væsken i mit ansigt løbe ned over mine kinder og vejen blive lidt uklar. Mit blik er lidt tåget, er jeg træt? Er mit blodsukker for højt og øjets linse uklar? eller – nej det er er bare disse glædestårer, der løber og løber ned over kinderne – jeg griner og løber, jeg græder, jeg hopper og danser hele vejen tilbage.
De bedste hilsner fra Masanga
dr. peter

Billedet er fra sommeren 2009, vi har ikke et billed fra den omtalte operation..