Hver måned kommer der tusindvis af fattige mennesker til Masanga for at få behandling, og Abdul Komeh er en af de mange sygepleje-hjælpere, der er ansat til at pleje dem, mens de er der. Her taler han om de forskellige typer af patienter han møder hver dag.
Hvordan er du kommet til at arbejde som sygepleje-hjælper på Masanga-hospitalet?
Sidste år i juni tog jeg fra min hjemby Magburaka til Masanga, for at blive nursing aid (sygepleje-hjælper). Her på hospitalet blev jeg så uddannet på Masangas Nursery Training Program, indtil den 15. april i år, hvor jeg bestod programmet, og blev klar til at arbejde. To uger senere startede jeg fast her på hospitalet.
Fortæl om dit job.
Hvor skal jeg begynde.. Jeg er glad for mit job, fordi jeg gerne vil være med til at redde mine landsmænds liv. Jeg arbejder både på mandeafdelingen og kvindeafdelingen, og nyder begge dele lige meget. Mine pligter består blandt andet i at uddele medicin, rense sår og hjælpe til når patienterne skal spise. Nogle af de patienter jeg møder, bliver jeg gode venner med. Og jeg kan se, at mange af patienterne også bliver venner indbyrdes, mens de er her. Det er rart, at det er sådan.
Hvordan skal man være som person for at blive sygepleje-hjælper?
Du er nødt til at være omsorgsfuld og ydmyg overfor alle slags opgaver. Jeg er jo ansat til at hjælpe patienterne, og de kan have mange forskellige behov. Min rolle er, at sørge for de har det bedst muligt.
Fortæl lidt om, hvad de forskellige patienter der kommer til Masanga-hospitalet fejler.
Det er selvfølgelig meget forskelligt. Vi ser masser af tilfælde af brok, diabetes og lammelser. Mange kommer også ind med malaria, og en del kommer ind med forskellige sårtyper.
Bliver du aldrig følelsesmæssigt påvirket af at arbejde med syge og døende mennesker?
Tja. Det er jo mit arbejde og min pligt, så det påvirker mig faktisk ikke nej.
Veldig interessant å lese!
Hilsen fra en gammel beundrer familien Jacob/Grønnerøds innsats for Sierra Leone!