4. Dec. Juleblog ”Masanga på Nørrebro”

Masanga juleblog Lørdag d. 4 dec.  er skrevet af Sabine Hoffmeyer.

Trods de ca. 4000 kilometers afstand mellem Masanga junglen og min københavner tilværelse på Nørrebro, bliver jeg dagligt mindet om de enestående oplevelser og ikke mindst bekendtskaber, som 4 måneder i Masanga har givet mig. At være med til at ”tænde lys” i Masanga Bicycle Workshop, at sige ”how de body” til folk på vejen, at overskride grænser og blive klogere, at lære hvordan man planlægger et projekt og hvordan man bærer vand i en spand på hovedet (plask) – det har gjort mig rig.
Det der især står klart i min erindring om Masanga, er en følelse af lykke, som gang på gang slog mig mens jeg var af sted. At blive fuldstændig betaget af den smukke udsigt der var over landskabet, fra mit spot på toppen af bakken, og at sidde på terrassen om morgenen og studere livlige aber danse på grenene, mens solen steg op over bjerget. At føle sig heldig over at stifte bekendtskaber med mennesker med en så betydelig anderledes baggrund og opvækst end min egen og ikke mindst at have en følelse af, at vi var sammen om at “tænde lys”. At tænke på det, gør mig glad.
Jeg bliver inspireret og motiveret af den energi og forskellighed, der til dagligt holder koordinatorgruppen i gang og som gør det klart for os, at vores arbejde er meningsfuldt.  Når jeg i dag er på forberedelsesweekend med nye frivillige, og er med til at fortælle dem hvad der venter i Masanga, får jeg lyst til at tage med dem tilbage.

Glædelig 4. december, greetings from Sabine.

happy biker at masanga
Billedet er fra Masanga landsby, hvor denne lokale har fået stor glæde af en af de mange cykler der sælges fra Cykelværkstedet. Læs mere om cykler til Afrika her: Baisikeli

Scroll to Top