Sidder alene med min morgenkaffe på hotellets terrasse med udsigt over en travl hovedgade. Et overdådigt sanseindtryk myldrer rundt dernede, menneskerne, farverne, lugten, varmen, osen og larmen i et evigt pulserende Afrika. Det er overvældende og indbydende på én og samme tid. Ved ikke om jeg er helt klar til at dykke ned i det eller mest har lyst til at gemme mig lidt længere heroppe bag terrassegelænderet. Men Abdul dukker op efter morgenmaden, så jeg tager springet og tager hul på Sierra Leone.
Vi forlader Freetown og de næste 4-5 timer farer det grønne sierra leonske landskab forbi vinduet til vi når Masanga for enden af ruten. Det er helt uvirkeligt da vi til slut kører ind ad hospitalsporten og det der før var steder jeg har set på billeder og læst om i mails og rapporter, pludselig bliver til virkelighed for øjnene af mig. Abdul peger og guider hele vejen gennem compound – her er SC’en, øjenklinikken, tailoren, bike shoppen, kantinen, børneafdelingen og sådan fortsætter det hele vejen op til hostel, hvor mig og min rygsæk bliver sat af og min projekt-makker Maria kommer mig i møde.
Vi tager på tur rundt på hospitalet hvor Maria introducerer mig for både de ansatte, de studerende, de frivillige og hvem vi end ellers støder på, selv hostel-hundene og deres hvalpe. En uendelig række navne, så mange at jeg fortvivlet glemmer det første når jeg får det næste af vide.
Alle, både sierra leonere og danskere tager varmt imod mig. Jeg får mit eget værelse der bliver pyntet med indholdet af min rygsæk – alt tøj skal hænges op i regntiden for at forhindre det i at mugne. Jeg slutter dagen på terrassen med de andre frivillige mens det Afrikanske nattemørke sluger hele junglen på få minutter og så slår trætheden for alvor til…
Kryber under myggenettet og falder i søvn til tropelyde og hundegøen.
