24. Dec. Juleblog “Masanga, længere ind i mit hjerte”

 

Her kommer så det sidste Juleblog indlæg for denne gang! – Læge Susanne Haas som er næstforkvinde i organisationen giver her sin historie. Bloggen fortsætter selvfølgelig selvom julenkalenderen har nået sin ende, og vi glæder os til at fortælle flere historier og vise video og billeder fra hospitalet, junglen, byen og projektet! Nyd julen!

– Det er efterhånden ved at være tre et halvt år siden, at jeg fik en e-mail der opfordrede til at komme og høre et foredrag om et projekt, der insisterede på at genetablere et hospital midt ude i Sierra Leones jungle.

Jeg var på daværende tidspunkt aktiv i de medicinstuderendes internationale organisation IMCC, som kasserer for den århusianske afdeling og som aktiv i flere af organisationens udlandsrettede aktiviteter. Afrika var drømmen og drivkraften. Engang. Måske.

Et par måneder efter sendte jeg foreningen bag dette ambitiøse projekt et brev. Allerede dengang jeg sendte det havde jeg en underlig fornemmelse af, at dette her ville udvikle sig til noget skelsættende for mig. Det blev det det. Mit liv kan opdeles i før og efter Masanga:
Nu er det tredje gang jeg er på hospitalet i junglen. Første gang for at oprette fejl- og underernæringscentret der siden har været bemandet af primært århusianske medicinstuderende. Dette er et projekt som oprindeligt blev aftalt som 3 årigt, som til februar, bliver fuldt ud overdraget til de lokalt ansatte. Medicinstuderende har de sidste 3 år, slidt med at uddanne dem til et niveau hvor dette rent faktisk kan lade sig gøre.
Jeg er i mellemtiden blevet læge og har fået sneget mig ind i både den nationale og internationale bestyrelse for Masanga Projektet. Man kalder mig medicinsk koordinator når det går rigtig godt.

Mit andet besøg i Masanga var således rent administrativt og ultra kort. I hælene på den store Dr. Peter fløj vi afsted fra det ene møde til det andet. Det var godt og effektivt, og selskabet var i top, der var dog ikke meget plads til the Masanga-feel som er så fantastisk.
Jeg er her nu både som læge og bestyrelsesmedlem, en rolle der til tider kan være frustrerende men helt igennem også fantastisk. Det var jo altid det det handlede om: Det at svede side om side med de lokalt ansatte mens man kæmper sig igennem endeløse rækker at pusfyldte sår, malaria børn eller brokpatienter. At blive konfronteret (dagligt!) med ting man aldrig i sit læge liv har set før og formentligt heller ikke kommer til at se igen.  At hjælpe hvor der ikke er nogen hjælp. At uddanne og se, at personalet udvikler sig og at lysten til at lære og udvikle sig stadig er til stede.
Samtidig, som bestyrelsesmedlem, sidder jeg med til bords ved de mere tunge beslutninger, men også ved tegnebrættet omkring hvordan projektet former sig i praksis og hvor vores indsatser skal ligge og hvordan de skal prioriteres. Det er et stort, tungt og fantastisk arbejde der giver fornemmelsen af, at vi på et højere niveau og rykker lidt rundt på de goder der er i verden. Det handler om værdier, det vi laver, og det gør det også for mig.
Således flyver mine dage af sted og mine samlede 7 uger rinder snart ud. Og for hver dag der går, borer Masanga sig lidt længere ind i mit hjerte. Så langt ind, at det nok aldrig slipper ud igen.

Glædelig jul til jer alle sammen!
Susanne Haas, Læge

Læge Susanne Haas og Dr. Annemarie

Scroll til toppen