13. Dec. Juleblog “Dagbog!”

Glædelig 13. december. Jeg har været frivilligkoordinator for Masangas Venner lige så længe jeg kan huske (små tre år). Det har været en fornøjelse hele vejen igennem, og jeg ville aldrig have været disse år foruden. Fortiden lægger jeg min tid og kræfter på studiet, men mine tanker flyver dagligt til Masanga – med alt hvad dette navn indebærer.
Jeg kunne fortælle meget, om alt det jeg har fået ud af at være frivilligkoordinator i Danmark. Men det har jeg ikke tænkt mig at gøre. I stedet vil jeg dele små bidder af en dagbog med jer. Dagbogen skrev, da jeg var i Sierra Leone på vores allesammens spirende hospital.

28.06.2008
”Lige fra vi landede i Freetown lufthavn har vi svedt konstant. Men i morges var der køligt og overskyet og rart. På morgengåturen fik vi set både de planter, der kan lukke sig når man rører ved dem, set afrikanske egern, der hoppede fra gren til gren, flere forskellige tusindben på 10-15 cm og en lille mark, som en ældre mand, med et navn jeg nu har glemt, var ved at plante chili på. Han var smilende og taknemmelig som alle andre vi har mødt.  De er taknemmelige for at vi kommer og reetablerer deres hospital. Det betyder jobs og behandling for dem.”

30.06.2008
”I dag har jeg trykket omkring 50 mørke hænder – store og små, beskidte, bløde, syge eller stærke hænder. Det er så bekræftende, at alle er interesserede i at fortælle os om hvad de laver, hvem de er og vil kende vores navne. Og så vil de vide hvordan deres venner fra Europa har det (de tidligere frivillige).”

07.07.2008 ”En mor blev kaldt op til konsultation på børneafdelingen med sit et årige barn på ryggen og sin søn i hånden. Den lille blev holdt fast af et farverigt stofklæde. Sygeplejersken havde en af de krøllede, sorte parykker på og hun var vældig skrap. Jeg nærmede mig kvinden, satte mig på hug og hilste på hendes søn. Han smilte til mig, uden at sige noget. Da jeg rejste mig op igen, og moderen samtidig drejede sig en smule, fik den lille på ryggen pludseligt øje på mig og brød ud i et rædselsskrig. Skriget gav også mig et kæmpe chok og jeg nærmest sprang tilbage. Barnets skrig gik over i gråd. Tænk, at den lille blev så bange for mig, kun på grund af min hudfarve.”

17.07.2008 ”Jeg var lige kort inde hos Peter Bo i operationsstuen. Til møde. Vi skulle snakke lidt nærmere om hvordan det skal foregå med frivillige i fremtiden, nu når jeg selv har været her i Masanga og ikke bare snakker ud fra ingenting. Han stod og bedøvede patienten, som lå splitternøgen på operationslejet med den største klunke jeg nogensinde har set. Patienten havde brok i testiklerne og skulle derfor have det fjernet. Da jeg gik derfra, kunne jeg næsten ingenting huske fra samtalen om fremtidig frivillighed.”

21.07.2008 ”Jeg har lige siddet på terrassen og snakket om, hvorvidt det skal være tilladt for bøsser og lesbiske par, at blive forældre i Danmark. Dejligt med sådan en snak om muligheder, når vi befinder os i et land med så få muligheder.”

25.08.2008 ”Jeg synes det er hårdt, at være her. Der er så mange sider af samme projekt, af befolkningen her, af de frivillige, af samfundet, osv. Dem der opfandt, at verden ikke er sort og hvid, synes jeg virkelig har fat i den lange ende.”

03.08.2008 ”Så er tiden ved at løbe ud. Om to dage sider jeg i et fly til Danmark. Jeg håber, at jeg har ændret en smule af deres syn på verden. Jeg håber, at de lidt mere forstår hvor fantastiske de er. At de forstår, at de er lige så meget værd som mig og at vi taler sammen på samme plan, uden at den ene er herre over den anden. Jeg håber, at der en skønne dag vil være en total lighed mellem hvid og sort; lighed i livskvalitet og rigdom og heldbred! Men der er desværre lang vej endnu.”
I må alle have en fortræffelig dag med mange muligheder og smil!
Hilsner fra Urd
PS. fik du lyst til at læse mere, så er der rig mulighed for det, dagbogen er elve sider lang og du kan få den af mig: [email protected].

Urd Grandorf planlægger frivilliges tur til Masanga, Sierra Leone.

Scroll til toppen