Emmanuel Sesay var det første barn til at blive sponsoreret igennem Masanga Education Sponsorship Project (MESP). Her fortæller han om sit liv, og hvordan han kom videre efter at hans forældre og tante døde.
Emmanuel, fortæl om dit liv og din skolegang.
Jeg voksede op i byen Mothonkara ikke langt fra Masanga. Her boede jeg med mine forældre, men de døde begge da jeg var 10 år gammel. Så boede jeg hos min tante i et år, men hun blev bidt af en slange og døde. Derefter blev jeg boende i Mothonkara, men det var hårdt. Jeg fik kun meget lidt at spise og jeg led. Det var indtil min kusine fattede sympati for mig og lod mig bo hos hende i Masanga. Hun sagde at hun ville sørge for min skolegang det første år, og det gik godt. I første klasse var jeg den der fik de højeste karakterer, og derfor sagde Thomas Fortune (hospitalsmanageren), at jeg kunne bo hos ham, samt at han ville finansiere min skolegang de næste to år. En dag kom Dr. Peter på besøg hos Thomas Fortune, og han spurgte hvem jeg var. Mr. Fortune forklarede at jeg var dygtig i skolen, så Dr. Peter besluttede sig for at blive min sponsor og give mig mad, skolegang og en seng. Da Masanga Education Sponsorship Project blev skabt, kom jeg automatisk med og jeg blev det første sponsorbarn i projektet.
Hvor havde du været hvis ikke din tante og kusine havde hjulpet dig?
Så havde jeg nok været død. Jeg fik så lidt at spise at jeg fik ondt i maven og blev meget syg. Det var ikke sjovt, men min tante tog mig til Magbenthe Hospitalet hvor jeg fik behandling.
I dag bor du på kostskole i Magburaka og går i Junior Secondary School, trin 3. (9. klasse). Prøv at beskrive livet på kostskolen.
På vores kostskole får vi tre måltider om dagen så vi ikke er sultne. Mandag til fredag skal vi op hver morgen kl. 5.30 for at jogge. Så skal vi bede og gøre rent i sovesalene, hvorefter vi går i skole og bliver der til om eftermiddagen, kun afbrudt af frokosten. Om aftenen mellem 20 og 22 læser vi, så vi kan være forberedt til timerne, og derefter skal vi i seng. Når det bliver lørdag har vi lov til at forlade kostskolen og vi må spille fodbold. Så spiller vi fra kl. 8.30 til kl. 17. Om søndagen skal vi læse hele dagen.
Det store problem i kostskolen er de mange tyverier. Hvis nogen vil have ens ejendele, venter de til man har forladt sovesalen, og så stjæler de dem.
Hvad er dine fremtidsmål og håb?
Hvis de danske sponsorer fortsætter med at hjælpe mig med min uddannelse, lover jeg at arbejde hårdt for at få de bedste resultater i skolen. Jeg håber at jeg en dag vil få muligheden for at blive doktor og hjælpe de svageste i mit samfund. Så indtil videre er uddannelse mit eneste mål i livet, og når jeg så er uddannet kan jeg gøre hvad jeg vil.
Skriv en kommentar